Alt om min mor

Kærlighed og harme, ømhed og smerte – En palet af følelser, der forbinder en person med den, der gav ham livet er ubegrænset. Hvordan påvirker morens figur livet for hver af os? Psychoanalyst fortæller.

I et interview blev Dalai Lama XIV bedt om, at menneskeheden efter hans mening kunne redde. Hans svar var: "Mor". Dette ord reagerer i hjertet af næsten enhver af os et komplekst, undertiden modstridende udvalg af følelser: kærlighed, harme, taknemmelighed, irritation, ønsket om at bevise noget, ømhed, skuffelse, smerte. Alt dette er sammenflettet i vores sjæle i bolden så stram og tæt, at vi nogle gange ikke er i stand til at afsløre det.

I moderne psykoanalyse falder tvister stadig ikke over, hvilken af ​​forældrene der er vigtigere for menneskelig udvikling: far, mor eller stadig begge dele. Forskellige psykoanalytiske skoler overholder forskellige synspunkter, men den meget følelsesladede mætning af emnet antyder, at det er en af ​​de vigtigste og bestemmende for hver af os.

Understøttende rolle

Det er at psykoanalyse, at vi sædvanligvis tilskriver ideen om, at alle vanskeligheder, omskiftelser, held og lykke og fiaskoer i menneskeliv afhænger af vores forhold til mor. Men Sigmund Freud selv, grundlæggeren af ​​den psykoanalytiske teori om personlighedsudvikling, sætter hendes figur på andenpladsen, den første, der gav den første til sin far. Udviklingen af ​​en dreng eller pige, ifølge Freud, var helt afhængig af de særegenheder ved at overvinde Oedipus -konflikten, centreret omkring hans fars figur.

Det er interessant, at Freud, der gav en kvinde ret til sensualitet, for første gang i den kristne kulturs historie, anerkendte naturligheden i hendes seksualitet, stadig ikke var klar til at realisere og underbygge hendes uafhængige rolle, selv i en sådan sag som at opdrage børn.

For en persons mentale udvikling er hans forhold til det primære tilknytningsobjekt, det vil sige med moren, afgørende

Det er også interessant, at denne idé efter Freud ret hurtigt blev omdannet til det modsatte: det er hans mor, og ingen andre, er ansvarlig for den mentale udvikling af barnet, og kun på hendes visdom, færdigheder og psykologiske helbred gør hendes børns psykologiske helbred, deres succeser og fiaskoer.

Som svar på alt

Det var dette synspunkt, at den engelske psykoanalyst Melanie Klein blev til teori. Hun vendte sig mod den intrapsykiske udvikling af babyen i det første år af sit liv til det tidspunkt, hvor Freud ikke tænkte på, i betragtning af ham ikke særlig vigtig. Ifølge Melanie Klein spiller faren ikke en betydelig rolle i barnets liv, hans voksende op og udvikling afhænger helt af moren.

Systemet med synspunkter foreslået af Klein https://onlineapotek24dk.com/kob-kamagra-gelen-online-i-danmark/ blev kaldt ”teorien om objektforhold”: dets essens er, at for en persons mentale udvikling er hans forhold til det primære tilknytningsobjekt, det vil sige, med en mor eller figur, der erstatter det, er afgørende. Selv hvordan barnet vil opfatte sin far først og fremmest afhænger af hans forhold til sin mor.

Melanie Kleins synspunkter havde en stærk indflydelse på bevægelsen af ​​feminister i England og USA. På det tidspunkt forsøgte kvinder på alle områder af menneskelig aktivitet, herunder i psykoanalyse.

Teorien om objektforhold er stadig en af ​​de mest populære blandt psykoanalytikere og gennem dem i vores sind. Selvom hun over tid, som enhver undervisning, har gennemgået ændringer.

God nok

Den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnikott tog følgende revolutionære skridt i at forstå moderskabet som en særlig sfære af menneskelig aktivitet. I 1949 introducerede han i psykoanalyse et nyt begreb om ”ret god mor”, der fjernede byrden af ​​ublu ansvar fra kvindelige skuldre, som hver kvinde skulle føle (i overensstemmelse med teorien om objektforhold), der starter barnet.

"Dejligt godt", i forståelsen af ​​Winnicott, er den, der er i stand til at føle babyen og tilstrækkeligt tilfredsstille hans behov uden at introducere hans overdreven frygt eller ønsker til denne proces. Winnikott var en af ​​de første til at beskrive den specielle tilstand af fusion med det barn, hvor enhver ung mor er placeret: det er let tilgængeligt for enhver kvinde, hvis hun stoler på sine følelser og krop, og hvis hun ikke narrer hende med stive direktiver om, hvordan hun skal handle.

Følelsen af ​​et barn som fortsættelse giver moderen mulighed for at reagere på sine signaler og bedst tilfredsstille alle hans behov – fysiologisk og følelsesladet. Winnikotts revolutionære ideer er, at han gav en kvinde muligheden for ikke at stræbe efter at være perfekt, men lod hende være lige nok.

Fra nu af fik moderen muligheden for at begå fejl og rette deres fejl, ikke plaget af anger på grund af det faktum, at de "ikke udfører deres moderlige opgaver". Dette reddede kvinder fra den overdrevne belastning af ansvar og gjorde det muligt at opføre sig mere naturligt med deres børn. Winnikott gav sin mor ret til at føle sig træt, irriteret, men på samme tid for at bevare en forståelse af, at alle disse følelser er iboende i hende, som enhver anden person, og ikke forringer hendes moderlige fortjeneste.

Officiel eller sværgeri?

For det russiske øre lyder ordet "mor" skarpt, vi erstatter det ofte med hjemmet "mor".

"Ordet" mor "i dag forlader det almindelige sprog i den statsejede forretning," siger sprogforsker Svetlana Burlak. – I et familiemiljø hører en person oftere ”mor”, mens der i et embedsmand, uvenligt miljø, hovedsageligt ”mor” bruges. Derfor synes det ubelejligt at udtale dette ord for mange. ".

”Der er lignende par ord på andre sprog,” fortsætter den sprogforsker Irina Levontina. – men der er en forskel: Hvis det tyske ord musker ("mor") for eksempel er neutral, og Mutti ("mor") kun henviser til hjemmefæren, skiftes grænsen i det russiske: ordet "mor" går ud over grænserne for den intime cirkel og fanger en del af de sammenhæng, der er listet på andre sprog bag ordet "mor".

En anden årsag til ubehag er ikke -normativt ordforråd. Udtrykket "din mor" antydede engang, at taleren indgik seksuelle forhold til mor til samtalepartneren, det vil sige, han kunne være hans far og på dette grundlag over hans. Nu er denne betydning slettet, men ordet "mor" forblev miskrediteret.

Har brug for en tredjedel

Fusionen af ​​moderen og babyen er vigtig, men hvis han er overdrevent forsinket, hæmmer dette udviklingen af ​​barnet: Moderen kan ubevidst holde ham i en tilstand af spædbarn, delvis bange for.

Forbindelsen mellem mor -barn er så stærk, at det kan være vanskeligt for en mor at begynde at lade et barn i tide, give ham muligheden for at opleve en vigtig frustration for udvikling. Og så er hjælp fra den tredje nødvendig – Faderen. Ifølge den franske psykoanalytiker Joyce McDugall kan moren kun hjælpe sit barn med at blive en uafhængig person og føle, at livet kun er et kreativt og fascinerende eventyr, hvis hun er i kontakt med tredjepart – barnets far.

Hvis der er kærlige og seksuelt tilfredsstillende forhold mellem forældre, begynder kvinden i mor. Den samme proces returnerer en kvinde til tanker om at fortsætte en karriere og selvrealisering. Alt dette "frigør stedet" for Faderen, der begynder at spille en mere mærkbar rolle i den mentale verden af ​​babyen og derved støtter hans udgang fra fusionen med sin mors verden.

En af mange

Så fra hvem – fra mor eller far – vores livsucces og uheld afhænger? Det ser ud til, at spørgsmålet i dag er anderledes. Vores samfund bevæger sig mod et større udvalg af relationer og mindre stive roller. Den menneskelige verden er ikke udmattet af to dimensioner, og i denne multidimensionelle verden er der mindst tre akser: barn, mor, far. Faktisk er der endnu mere: brødre og søstre, bedsteforældre – de demonstrerer alle forskellige typer forhold til barnet ..

Moderne psykoanalyse har længe forladt tanken om, at alle ulykker i en persons liv kun forekommer, fordi hans mor i barndommen ikke elskede ham, som det skulle. Og dette letter på den ene side livet for kvinder, der endelig kan trække vejret, fri for belastningen af ​​ublu skyld for alt, hvad der sker i deres liv – endda fuldstændigt voksne og uafhængige – børn.

På den anden side giver dette synspunkt ikke længere os muligheden for nemt.